Bare at stå oprejst er en konstant udfordring for kroppen. Så at vi ikke falder, afhænger af vores sundhed og sammenspil mellem mange forskellige systemer i kroppen. Og som vi bliver ældre, bliver risikoen for at falde større og større.
Vi har alle prøvet at styrte en gang eller to i vores voksne liv. Nok endda flere. Men som vi bliver ældre, bliver risikoen for at falde større og større: Vi mister vores fysiske styrke, vores balance bliver forringet, og det tager længere tid at komme ovenpå igen.
Og som om det ikke er slemt nok, begynder denne proces faktisk allerede, når vi er 25.
Årsagerne til denne proces er forskellige og komplekse, men ved at forstå dem bedre kan vi finde måder at nedsætte risikoen på, når vi bliver ældre.
Med alderen bliver samspillet mellem hjernen og kroppen dårligere
Først og fremmest skyldes problematikken, at menneskekroppen generelt er ustabil:At stå oprejst og bevæge sig fra A til B, samtidigt med man er i balance, er en konstant udfordring for kroppen. At vi ikke falder, afhænger af vores sundhed og sammenspil mellem mange forskellige systemer i vores krop.
Der er tre hovedsystemer, der giver os »føle-informationer« om vores krop og omgivelser, og som gør det muligt for os at holde balancen. Disse tre systemer hænger sammen med vores:
- Øjne
- Øregange
- Føle-feedback fra ankler, knæ, rygrad og nakke
For at vi kan holde balancen, får hjernen konstant informationer fra disse tre systemer. Men hos ældre, der har en tendens til at falde, er sammenspillet mellem hjernen og systemerne blevet dårligere.
Vores balance er udsat for konstante udfordringer
Sammenspillet mellem hjernen og systemerne er en ubevidst proces, der giver fine, koordinerede respons fra vores motorik og muskler.
Disse respons bliver produceret af planlagte og ikke planlagte udfordringer for vores stabilitet.
Udfordringerne kan for eksempel være, når vi læner os forover for at binde vores sko, eller når vi holder balancen, efter en kammerat har givet os et hårdt klap på ryggen.
Alle disse situationer er med til at skabe vores daglige bevægelsesmønster.
Derfor falder vi. – Fakta
Postural kontrol omfatter nervesystemets evne til at regulere kroppens orientering og stabilitet. Postural orientering er forholdene mellem forskellige kropssegmenter ift. det omgivende rum, hvilket er vigtigt for at kunne stå oprejst. Stabilitet opnås, når kroppens tyngdepunkt er inden for stabilitetsgrænserne. Hvis ikke påvirkes balancen, og man risikerer at falde. Alle aktiviteter, som man udfører i løbet af en dag, kræver en vis kontrol af både orientering og stabilitet. Kilde: Wikipedia.se
Når vi falder, er det fordi, vores posturale kontrol overskrider kroppens evner (se faktaboks). Dette kan ske, hvis vores bevægelsesmønster bliver forstyrret eller pludselig ændret af et faremoment, for eksempel når vi snubler.
Et fald kan også ske, hvis vi eksempelvis bliver skubbet hårdt, og kroppens forsøg på at holde balancen er for langsom, utilstrækkelig eller forkert.
Risikoen for, at vi falder, stiger med alderen.
Kroppen kan vælge at falde
Inaktivitet og alder har indflydelse på hjernens sammenspil med de forskellige systemer, der hjælper os med at holde balancen. Responsen kan være utilstrækkelig, for langsom, eller vores kognitive evner kan sige fra med vilje.
Kroppen kan altså vælge, at det vil være hårdere at kæmpe imod et fald end at komme sig fra et fald og derfor lade kroppen falde.
Dårligere kognition kan også begrænse vores evne til at multitaske. Dette kan ses hos nogle ældre, hvis de stopper op for at tale. På engelsk kaldes det »stops walking when talking« fænomenet.
Hævede ankler hjælper os ikke
Jo ældre vi bliver, jo ringere bliver kvaliteten af de informationer, vores øjne, øregange, ankler, knæ, rygrad og nakke giver os.
Vores syn bliver også dårligere, da vi bliver mere modtagelige for genskin og får ringere afstandsbedømmelse. Det kan forårsage, at vores krop fejlbedømmer afstande og falder.
Den konstante feedback fra ankler, knæ, rygrad og nakke til hjernen bliver reduceret ved hævede fødder og ankler samt dårlig smidighed.
Sygdomme i vores led, som for eksempel leddegigt, kan også forårsage fejlinformationer, så vi placerer vores fødder forkert. Samtidig kan ømme fødder i dårlige sko give forkerte signaler til vores hjerne om omgivelserne omkring os.
Infektioner i øregangen og svimmelhed kan også øge vores risiko for at falde. Forskellig medicin som aspirin samt noget antibiotika og vanddrivende midler, som tages af mange ældre, kan lede til problemer i øregangen og dermed hæmme balancen.
Ond cirkel – inaktivitet øger risiko for at falde
Alle disse aldersrelaterede ændringer øger risikoen for at falde.
Hævede fødder kan gøre det sværere for os at holde balancen, da vi både bruger føle-informationer fra ankler, knæ, rygrad og nakke til at stå oprejst.
Men der er også en stor sandsynlighed for, at mange ældre vil blive endnu mere inaktive netop på grund af disse ændringer. Og ved at være mindre aktiv kommer man ind i en ond cirkel, da knoglerne bliver tyndere, styrke og balance reduceres og risikoen for fald øges.
Det er heldigvis ikke for sent at gøre noget ved disse ændringer og bryde den onde cirkel:
Ved at være aktiv hver dag og gerne opnå 150 minutters motion om ugen, hvor pulsen kommer op, kan ældre forbedre deres styrke og balance.
De 150 minutter kan inddeles i bidder af 10 minutter ad gangen og kan for eksempel indeholde vægtløftning, yoga, gymnastik eller dans.
Instruktøren skal være trænet i at undervise ældre mennesker, hvis den ældre ikke er vant til at træne.
Motion kan hjælpe
Dog er det kun omkring halvdelen af ældre, der deltager i disse motionsprogrammer, som reducerer mængden af deres fald.
De bedste resultater, som er kommet ud af at dyrke motion, der træner balanceevnen, var i programmer, hvor ældre trænede en time om ugen i et år eller to timer om ugen i et halvt år.
Her lavede deltagerne øvelser, hvor fødderne skulle placeres tæt sammen, eller de skulle balancere på et ben med lidt eller ingen hjælp til at støtte sig.
Det er aldrig for sent at starte. Motion, der lægger vægt på at forbedre styrke og balance, kan hjælpe kroppen med bevare hjernens sammenspil mellem systemerne og på den måde gøre tiden, hvor man er afhængig af andre, kortere.