Ældre vil gerne tale om Døden og den sidste tid

I Storbritannien når knapt halvdelen at fylde 85 år, inden de dør. For blot 25 år siden var det kun hver femte person, der nåede at leve så længe.

Når vi dør i så høj en alder, kan det medføre, at vi bliver mere skrøbelige i både krop og sind, og at vi udvikler en række sundhedsmæssige problemer, som vi lever med i flere år.

Hvor pensionisttilværelsen før blev anset for at udgøre alderdommen, betyder vores lange liv, at vi nu kan inddele den ældre del af befolkningen i både ‘yngre ældre’ og ‘gamle ældre’.

Stor forskel på de ældres behov for støtte

Vores tidligere forskning viste, at mennesker, som var over 90 år gamle, da de døde, havde behov for mere støtte i deres dagligdag end mennesker, der døde, da de var sidst i 80’erne.

I Storbritannien var 85 procent af de personer, som døde, da de var 90 år gamle eller ældre, så invaliderede, at de havde brug for hjælp til de mest basale behov. Kun 59 procent af de personer, der var mellem 85 og 89 år gamle, da de døde, var lige så invaliderede.

Det har konsekvenser for, hvordan vi planlægger pleje og støtte for både den sidste tid og for døden under forskellige omstændigheder.

Men hvad ved vi egentlig om, hvad de gamle ældre (95 år og ældre) ønsker, i takt med at de nærmer sig enden på livet?

Sådan har de gamle ældre det med døden

De ældste og mest skrøbelige mennesker i samfundet bliver mere og mere usynlige, i takt med at de mest krævende (eksempelvis demente patienter) ender på plejehjem eller nærmest indespærret i deres egne hjem, fordi de ikke er i stand til at forlade det.

Men deres mening er afgørende for udformningen af de tjenesteydelser, vi tilbyder mennesker, der befinder sig ved livets ende.

I forbindelse med vores seneste forskning havde vi samtaler, der omhandlede de ældres oplevelser af plejetilbuddene, og om hvilke ønsker, de måtte have.

Ældre tager hver dag, som den kommer

Vi talte med 33 kvinder og mænd, der alle var mindst 95 år gamle – enkelte var over 100 år – og 39 af deres pårørende eller plejere. 88 procent var kvinder, 86 procent var enker, og 42 procent boede på plejehjem.

Døden er en del af livet for mange af de ældre mennesker, som ofte sagde, at de tager hver dag, som den kommer, uden at spekulere alt for meget over i morgen.

»Man tager hver dag for sig, når man er 97 år gammel,« fortalte en af kvinderne os.De fleste følte sig parate til at dø og enkelte bød endda døden velkommen.

»Jeg sidder bare i dødens venteværelse,« udtalte en anden kvinde.

Ønskede, at det hele var overstået

Andre var endnu mere desperate for, at det hele skulle ende.

»Jeg ville ønske, det var overstået. Jeg er kun i vejen,« var en typisk bemærkning blandt dem, der følte, at de var en byrde.

Andre ønskede ikke at leve, til de var 100 år gamle. De mente ikke, at der var nogen som helst grund til, at de skulle blive holdt i live.

Andre var mere bekymrede over, hvilken effekt det ville have på de efterladte.

»Det eneste, jeg bekymrer mig om, er min søster. Jeg håber virkelig ikke, at hun bliver alt for ked af det, og ikke kan komme sig over det.«

Ikke bange for døden, men dødsforløbet

Det var ikke døden selv, der var årsagen til den største bekymring. En fredfyldt og smertefri død – helst under søvnen – var det mest almindelige ønske.

De fleste af de interviewede personer ville helst kun modtage pleje, som gjorde, at de havde det behagligt og undgik smerter, fremfor egentlig behandling. Langt de fleste ville allerhelst undgå hospitalsindlæggelse.

Familien har god forståelse af de ældres præferencer

Vi fandt, at familien havde en god forståelse af de ældres præferencer. Kun i to tilfælde fejlfortolkede familien ønskerne.

Eksempelvis ønskede en af undersøgelsesdeltagerne behandling så længe som muligt, og familien var af den overbevisning, at den ældre ville foretrække palliativ (lindrende) pleje.

Dette eksempel viser, hvor vigtigt det er at drøfte alle mulighederne med den ældre og ikke formode, at de pårørende har kendskab til den ældres præferencer.

Vi fandt, at de fleste var villige til at drøfte deres sidste tid. Men mange af de ældre fortalte, at det var usædvanligt, at de fik mulighed for at tale om døden, og at den ofte kun blev hentydet til, eller at samtalen blev humoristisk formuleret. Kun et mindretal var ikke interesseret i samtaler om døden.

Vi skal tale med de ældre

Det er sjældent, at vi hører fra mennesker, der er i deres 10. eller 11. årti, men der findes studier, der har gransket de yngre ældres synspunkter. De fleste af studierne har koncentreret sig omkring plejehjemsbeboere og kun en gang imellem om ældre, der stadig bor hjemme.

En svensk litteraturgennemgang fra 2013 fandt i alt 33 studier fra hele verden, der undersøgte de ældres holdninger til den sidste tid og døden. Kun ganske få omhandlede de gamle ældres holdninger.

Et ghanesisk studie fra 2002 fandt, at ældre ghanesere så frem til døden. De så den som en kærkommen gæst, der bringer fred og hvile efter et langt og opslidende liv.

En hollandsk undersøgelse fra 2013 viste, at mange mennesker ændrer præferencer i takt med, at deres plejebehov ændres.

Kun et mindretal undviger samtaler om døden

En evaluering undersøgte for nylig ældre menneskers holdning til plejeplaner og præferencer for, hvornår drøftelserne bør starte. Evalueringen identificerede 24 studier – størstedelen fra USA og med yngre ældre deltagere.

Resultaterne viste, at kun et mindretal undviger drøftelser og samtaler om den sidste tid; de fleste bød dem velkommen, men fik kun sjældent mulighed for at tale om, hvilke ønsker de havde for deres sidste tid.

Studierne understøtter vores fund. Ældre mennesker vil gerne drøfte tabu-emner, deres accept af den forestående død og hvilke bekymringer, de måtte have omkring selve dødsforløbet; øget afhængighed, at blive en byrde, og hvilken effekt deres død vil have på de efterladte.

Vi er nødt til at forstå de ældres prioriteter, som de nærmer sig livets ende, hvis vi skal være i stand til at planlægge støtte og pleje på bedste vis, i takt med at et stigende antal mennesker dør i en stadig højere alder.